Kunsten at være alene

Jeg har haft en hel lejlighed for mig selv siden søndag morgen. Ud over at have ageret uhyre intellektuel på uni og have tigget, bedt og grædt mig til billetter til The Antlers-koncert i debatforummet på Soundvenue, har jeg ikke været deltagende i nogen form for social sammenhæng. Det er gået op for mig, at selvom jeg selvfølgelig tit og ofte har været overladt til mig selv, så har jeg aldrig boet helt alene. Ergo er resultatet således: Jeg er møghamrende elendig til at være alene. Jeg er bange for spøgelser, når lyset er slukket, jeg griner højlydt af de jokes, jeg fortæller mig selv inde i hovedet og jeg er endda gået så langt som at sidde på gulvet sammen med mine seks chiliplanter/børn, styge deres spæde, grønne blade, og sagte hviske til dem, at "det hele nok skal gå alt sammen."  Jeg kunne her komme med et statement om statmentet "Kloge børn keder sig aldrig," - sådan noget i stil med: "Ehh.. jo, det gør de.. altså.. faktisk..?!" men det bliver lidt for søgt (og faktisk virkelig et pivringe statement - hvis man overhovedet kan kalde det det. I TAKE IT BACK!) .....-Wowiwow, det er heldigt, min kæreste kommer hjem i morgen.

    Børnene - fra venstre mod højre: Fritz, Morud, Flemming, Hjørdis, Henning og Ræven. Henning 
    og Hjørdis har endnu ikke været synderligt produktive, når det kommer til chilifrugter. 
    Jeg er træt af, de er så slemme.

Anyways -dagens tip er at finde popcornene frem og gå ind på Özlem Cekics Facebookprofil. Enjoy!